Nogle venskaber klarer alt...

...sådan nogle er jeg heldigvis beriget med.


Jeg har de sidste måneder, ja måske år, følt venskaber glide ud. Venskaber der har bestået i 25 år eller mere. Venskaber, som jeg troede var for livet. Venner og veninder, som har mødt vores svære år, med tavshed. Dem, hvor jeg har rakt ud og tilbudt støtte, ved skilsmisser, fødselsdepressioner og livskriser. Og dem, hvor jeg i bakspejlet kan se, jeg har lagt øre til rigtig meget - punktum.

Den tryghed der er i at have kendt hinanden i "100 år", og som nok var det fundament i venskabet, som jeg forventede netop kunne holde til alt. Pludselig, er det ligesom bare gledet væk.

Skal de så samles op igen? Kan de samles op?
Har jeg lyst? Er jeg for skuffet? Vil jeg bruge min sparsomme energi på en sag, som måske ender i en skuffelse?

Næ.

Jeg vil påskønne de venner og veninder, der har stået ved. De dejlige mennesker, som ikke har dårlig samvittighed over at kontakte mig, og sige: "Længe siden sidst, men......"
De, der synes jeg stadig bidrager i deres liv, selvom jeg ikke altid har lige meget at give af.

Og jeg vil nyde de nye venner der er kommet til. Jeg vil nyde at accepten er ubetinget i mit pigenetværk, at de ting jeg bidrager med dér, bliver påskønnet.

Der er immervæk stadig fantastisk at føle sig noget værd i deres øjne, og have en plads i deres liv
Og det gælder både gamle, som nye venskaber!

Sådan nogle har jeg været sammen med i weekenden. "Gamle" og nye venner.


Det var godt! Og jeg glædes over, at kunne være en god veninde for dem.

Heldig, eller mindre heldig?

Et tilfældigt møde en fredag, satte nogle tanker igang hos mig. Jeg mødte nemlig en "fælle", dvs. en tidligere bankansat, som også var røget ned med stress.

Mødet med "fællen" skete i sauna'en, af alle steder. Vi falder tilfældigt i snak, efter for mit vedkommende 1500m i vandet, og det viser sig vores historier er meget ens.

Kvinden, jeg nu sidder og sveder sammen med, har været væk fra arbejdsmarkedet i 1½ år - stressramt efter at have været vidne til tre bankrøverier. Er blevet diagnosticeret med Post Traumatisk Stress, og venter nu på at få vurderet sin arbejdsevne. Og sin erstatningssum fra arbejdsskaden.

Hun har det efterhånden ok - vores symptomer ligner meget hinanden:
Hun bliver nemt overvældet i større selskaber, bliver hurtigt træt, har stort søvnbehov og skal have ro det meste af tiden. Hun er også så småt kommet igang med lidt svømning og gå-ture.

Det går fremad.

Her stopper sammenfaldende så også.

For hun er nemlig single, og har ingen børn.
Hun får 70% af sin tidligere indkomst fra sit pensionsselskab på sin Tab af Erhvervsevne forsikring + sygedagpenge. Dvs. hun har en større indkomst nu, end før hun blev syg. Hun kan styre sin egen økonomi.
Hun bliver ikke smidt ud af sygedagpengesystemet. Hun forventer at få tilkendt fleksjob, selvom hun mere eller mindre er blevet tilbudt førtidspension.
Hun får rent faktisk hjælp.

Men hun er også alene i hverdagen.

Min diagnose er ikke anerkendt i Danmark, så jeg er ikke syg.

Hvad er jeg så?

På den ene side set, er det rart en gang imellem at møde en "fælle", som ved nøjagtig hvordan det er, det der med at have nogle meget følsomme dage.

På den anden side set, er det også som at få smidt en spand koldt vand i ansigtet. Selvfølgelig tænker jeg på hvad der skal ske med min fremtid. Selvfølgelig er det svært at lade være med at se alle de ting vi ikke kan, fordi jeg ikke bidrager med min løn til husholdningen. Ind imellem er der også en bekymring for, om vores økonomi er som den skal være, for jeg har svært ved at gennemskue det, selvom jeg har arbejdet med det i 13 år. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne føle mig sikker på, at jeg får den hjælp jeg har behov for. For det ved jeg s'gu ikke, om jeg gør. Jeg går og passer på ikke at få for travlt, for det er jeg blevet advaret mod.
Ordene var klare: Hvis du behandler dig selv sådan en gang til, så er skaderne på din hjerne permanente. Det er de måske ikke nu.

Jeg er i alt fald røget mellem to stole.

Mine sygedagpenge ophørte 28/2 2014, uden skelen til udtalelser fra læge og psykiater.

Min diagnose kan ikke anerkendes.

Min stress kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, selvom det var min arbejde der udløste det.

Til gengæld er jeg ikke alene - og havde jeg ikke haft min mand og vores børn, så tror jeg ikke jeg havde været nu.

Men nogle dage kan jeg godt blive lidt en bitterfisse.....

Det bliver ikke til meget.

Faktisk skal jeg til at tage mig sammen, hvis jeg skal have noget som helst strik færdigt her i maj. Men det kan jeg jo heldigvis bare lade være med.
Jeg er startet på en klud. I bomuld. Det er en god måde at strikke noget let, men det er også kedeligt og knapt nok bilstrik. Jeg bliver aldrig god til at strikke småting, for at få brugt lageret. Men lageret kan ikke længere være i det dertil indrettede skab, og så må der skrides til handling!
Derfor har jeg indført garn-indkøbsstop - og håber det holder længe!

Til gengæld får jeg syet. Jeg har en veninde, som sparker mig igang, også med de ting, jeg ikke gider lave. Når jeg ikke er tilfreds, og må pille op. Det er træls at pille noget op det er syet med overlock. Men, idag har jeg fået et par ting færdige - takket være selskabet. Tak for det!

Denne flagrende tunika-sag er mit første forsøg i viskose. Og første gang med et ud-af-hovedet syprojekt. Det gik over al forventning! Jeg er så tilfreds! Det tog sin tid, men den er det værd, og har allerede været på i byen, hvor jeg ikke blev spurgt om den var hjemmesyet. Og det tager jeg (underligt nok, og kun når det gælder syede ting), som et kompliment.

Badenymfe er jeg ikke.

Vi har tilbragt Pinsen i sommerhuset. Det suste godt i naboens flag alle dagene, så jeg slap for den lovede tur i vesterhavet. 

Og heldigvis, havde stedet samme magiske virkning som altid på os. At falde i søvn til lyden af vesterhavets bølger der slår mod stranden, og vågne til samme lyd og fuglekvidder, er bare så sundt.

Alle har sovet godt og længe. Ugen op til var hård - travl for familien, og dum for mig.

Ja, det regnede også lidt. Men, selv vores egenrådige kat, synes at blive i en helt speciel stemning deroppe.

Nu er hverdagen tilbage, velkommen - med resterne af roen fra weekenden i kroppen.

How are you?

Jeg prøver virkelig, virkelig! Nogle gange er det bare så..... Ugh!

Idag er sådan. Jeg kan næsten ikke holde ud, at være indeni mig selv.

Det ville være fint med et sort hul, jeg kunne bo i med alt mit lort.

Så ville det heller ikke gå så meget ud over børnene.

Og jeg kunne hade mig selv i fred.

Dagen må godt få en ende nu.

Det er godt jeg ikke har det sådan hver dag (længere).

Når foråret blænder.

I sidste uge sagde vi farvel til april, og velkommen til maj. Jeg ser frem til, at maj bliver mindre kompliceret og mere præget af de gode dage, end april har været.

Foråret er den sværeste årstid for mig. Samtidig med jeg nyder lysets komme, og havens frodighed, bliver jeg også ramt af sådan en "kan jeg nu nå det hele"-følelse. Uha, ukrudtet vokser hurtigt, og jeg skal have ordnet (alt muligt), og jeg kan da ikke ligge dér under dynen, når der er godt vejr, og haven venter!! Jeg bliver helt træt ved tanken, og det bliver bare sværere at komme ud af sengen. Og så bliver ukrudtet højere.... Og ja, sådan kører det lidt i ring. Samtidig er pollenallergien led i april. 

Alt i alt, er en regnvejrsdag ofte en af de bedre - her hvor jeg er.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg bare er helt i sort i foråret :-) 

Som alle andre. ser jeg også glæden i de gode ting de sidste uger har bragt: Vi har siddet på vores overdækkede terrasse og spist, frisk fra grillen. Fuglene vækker mig om morgenen og jeg har plantet en masse stedmoderplanter i krukker. Alle frugttræer og -buske skyder og haven lover sommer og solskin. Nogen dage blænder det grønne bare lidt.....

Når jeg kigger på april i billeder, er der sådan lidt April Blues over det:

Her er et sammentræk af nogle af billederne, jeg har lagt på Instagram. Øverst til venstre, er det ganske tydeligt at foråret, trods min tvivl, sniger sig ind i mit klædeskab.

Kom maj, du søde....

Jeg strikker igen - igen er der poppet en idé op i mit hoved, som lige skal prøves af:

Forårs farverne har for alvor fået overtaget her. I søndags klippede jeg et par nye sommerkjoler i røde farver, og en af dem, er denne nye idé beregnet for. Og heldigt er det, at jeg kom til at lave et lille impulskøb af det koral-farvede bomuldsgarn i brugsen, for noget tid siden.

Med rod, morgenhår, sjovt ansigt - men kig nu på ærmet, det er det, det drejer sig om :-)

I skrivende stund, er der også rigtigt strikke-vejr: Det buldrer og brager, skyer dæmper lyset her i stuen, som lyn så lyser op i glimt. Det er et fantastisk flot tordenvejr. Æbletræet ser helt forskrækket ud, i det voldsomme vejr. Og dråberne springer i søen - det er vildt og flot!



Så kan det også lige ses, hvor jeg nåede til igår, før batteriet på plæneklipperen løb tør....

Velkommen til maj, og dig, her hos mig :-)

Vesterhavets vidunderlighed

Vi startede maj med en tur i sommerhus. Det er balsam for sjælen, for os alle. Søvnen kommer nemmere til lyden af bølgerne, varer længere i den friske luft og gør os alle godt. 

Vi gik ture, både os voksne alene, og jeg fik en dejlig lang tur med den store, for mig selv.

Når jeg er der, bundfælder tingene sig ligesom. Jeg kan slappe af. Vi skal ikke noget, og vejret bestemmer, hvad vi gør. Duften af hav, lyden af bølgerne og lyset er helt specielt. Her kan jeg finde ro indeni og udenpå - gid det kunne fås på recept.

Huset ligger ved Jammerbugten, jeg er bogstavlig talt vokset op der. Somrene i min barndom foregik ved havet, min mor var folkeskolelærer, og dengang havde de faktisk næsten 7 ugers ferie, sammen med os børn. Det var ind i mellem lidt ensomt, men ofte var der børn i husene omkring os, og vi havde en fest i børneflokken.

Idag er vi en 3-4 familier, der kommer i husene som næste generation. Vi kommer med vores børn, de hygger og leger, og vi voksne nyder, at der er selskab både på stranden, i vandet og om aftenen omkring spille-brættet.

Endnu en "hul-ko" kom på snoren.

Strandviolerne blomstrer lige ved stien, på vej ned ad klitten mod havet

Familiens badenymfe og havmand, tog årets første tur i bølgerne. Jeg nød at se på, være fotograf og holde håndklæder. 

Man skal jo gøre det, man er bedst til.

Netop hjemvendt, er jeg mere klar til maj - til foråret, festerne og fornøjelighederne!

Clover Earflap hat.

Jeg er vild med denne lille sag. Den har en fin pasform, er sjov at strikke og varieres meget, alt efter garn og pinde. Opskriften har jeg købt på Ravelry.

Her i CottonWool fra Netgarn.dk

Man starter simpelthen med bindesnorene, og så er det ellers derudaf.

Og her i uld og mohair str. 3-6 mdr.