Nordisk mønster - en tunika til mig :-)

Første gang med 4 farver:

Jeg har strikket til mig selv. En lækker sag, som jeg nærmest er flyttet ind i.
Opskriften er fra Nordiske Mønstre 2, som var tillæg til Familie Journalen nr. 8/2015.
Dog ikke i det anbefalede garn - men noget fra lageret. Her er jo garn-købe-stop.

Den blå farve er 2 forskellige tråde, som jeg har købt privat. Den ene er uld, den anden er jeg lidt i tvivl om, da den er sådan lidt elastisk, helt tynd og meget blød. Men når strikkefastheden passer, så er det jo bare at gå igang :-)
Bærestykket er strikket i forskelligt, som jeg også havde liggende. Den sølvfarvede er fra et tørklæde, min svigermor fik for et par år siden, den hvide er to tråde tynd alpaka, og den sorte er den blødeste merinould.

Jeg har lavet ærmerne lidt kortere end i opskriften, da der var samme længde angivet i alle størrelser..... Som om alle har lige lange arme? Ellers nem og let strikket opskrift.

Her på ginen, før montering. Jeg har lidt bredere skuldre end ginen, så det sidder pænere på mig.
Jeg overvejer lidt, om jeg skal pille halsen op, og strikke den højere op med vendestrik, så den kommer til at gå lidt længere op i nakken. Men indtil videre er der jo ikke så koldt, og så går det fint.

Hvad fanden skal jeg gøre ved mig selv?

I forrige uge, skrev jeg frisk og frejdigt herinde, at nu skulle jeg ud at finde job! Det er jeg nu igang med, men hold da op hvor er det svært at sælge mig selv. Især når jeg nu ikke helt ved hvor mine grænser er. Så bliver det nemt ukonkret. Og jeg er lidt bange for situationen. Pis.

Men, faktum er:

Mine udbetalinger fra Tab Af Erhvervsevne-forsikringen slutter pr. 31/1 2016. Hvis ikke der kommer en anden indtægt til den tid, er vi alvorligt på den.

Hvis jeg nu får et job, og kører ned på det, fordi jeg reelt ikke ved, hvordan jeg står, så er vi også på den. Jeg har både læge, psykiater og terapeutens ord på, at jeg ikke skal gå ned med stress igen. Hvis jeg gør det, kommer jeg helt sikkert ikke tilbage. Det gør jeg måske nu.

Så jeg føler mig magtesløs og klemt. Og mangler i den grad en, der kan hjælpe mig med at finde ud af mine rettigheder.

Det værste ved det hele er, at jeg bliver træt bare ved tanken om det. For jeg er bange for, at jeg nu skal ud i endnu en kamp - denne gang er modstanderen igen min sygdom, men også igen systemet - en kamp, som jeg er usikker på om jeg overhovedet kan "overleve".

Så jeg er bekymret. Mavepine-bekymret. Tør-slet-ikke-tænke-på-det-bekymret.

Hvad fanden skal jeg gøre ved mig selv?

En Hanne Falkenberg model til min mor på hendes 81 års fødselsdag.

Da min mor sidste år fyldte 80år, var jeg lidt på bar bund med gave idéer. Men efter som det er hende der har lært mig at strikke, og min mor selv har strikket det meste af sit liv, blev jeg enig med mig selv om, at hun måtte have hjemmestrik. Mor strikker nemlig ikke meget mere, helbredet er ikke rigtig til det. Men hun blev heldigvis rigtig glad. Og så kom hun også liiige i tanker om et par ting hun godt kunne "ønske" sig.....

Så mor købte dette som kit sidste år, som jeg lovede at strikke. Det er Hanne Falkenbergs Dacapo.
Jeg må med skam erkende, at det har taget meget lang tid, og jakken har været nedprioriteret i forhold til andet sjovere strik.
Resultatet er så helt fantastisk!

Klar til aflevering. Den grønne farve er ikke helt korrekt gengivet her, men det er den på nederste billede.

Men hold nu op, hvor har jeg synes det var kedeligt med alt det ret strik. Og garnet var så støvet, og fuldt af fnuller og strå, at jeg fik det ene nyseanfald efter det andet -

Før montering og vask... Og så lige med min LC-kæde på Ginen :-)

Her er farven til gengæld helt tydelig:

Og sidste billede er fra sidste år -

Undskyld, må jeg godt få det bedre?

Jeg kom hjem efter 6 dage i Island igår. En rejse, som har været planlagt og jeg har glædet mig til meget længe.

Der var generalforsamling i Ladies Circle International, og som medlem i Ladies Circle her i Danmark, var jeg også inviteret. Jeg har aldrig deltaget i andet end vores egne generalforsamlinger i Ladies Circle Danmark, men fik her muligheden for at opleve både mødet, festerne omkring mødet og Akureyri i nord, da jeg har en veninde som bor i byen. Hafdis, som ligenu er præsident for Ladies Circle Island, var medlem i vores klub i Århus i 2011-2012, da hun var på efteruddannelse på Århus Universitet, og havde hele familien med til Århus.

Hafdis, hendes mand Jon og deres døtre Soley og Sunna åbnede deres hjem for Malene (min rejsebuddy) og mig, og gjorde det derved muligt for mig at deltage, selvom midlerne er begrænsede i vores hjem. Vi blev installeret i hvert sit værelse - luksus, luksus - og har set så meget af omegnen, at vi er totalt forelskede i landet nu.

Jeg havde en fantastisk tur!

Men, så kommer det underlige....
Det kan være helt svært at fortælle om, fordi jeg ved at mange tænker: "Hvordan kan du tage på sådan en rejse, men ikke passe et arbejde?" Og jeg kan sagtens se berettigelsen i spørgsmålet.

Det er bare sådan, at jeg ikke rejser mig en dag, lige som man gør efter et brækket ben, og siger: "Sådan - så er det ovre! Nu er jeg klar igen".

Det tager tid at få det bedre. Det tager tid at finde de nye grænser, for min formåen. Og så kan man jo heller ikke se hverken på billederne eller mine opdateringer på facebook og instagram, at jeg har sovet 10 timer næsten hver nat og som Malene sagde: "Hvis vi sætter tempoet ned, så går vi baglæns" - Vi har VIRKELIG taget det stille og roligt og nydt det. Og min rejsemakker var da bestemt også det bedste valg, fordi hun selv har været gennem stress-møllen, og nu er flexjobber. Så der blev kun mødt forståelse, når jeg blev lidt blank i udtrykket.

Jeg føler næsten, at jeg skal undskylde, når jeg laver noget der er sjovt for mig. Og det er ikke fair! At være med i Ladies Circle, giver mig mindst lige så meget god energi tilbage, som jeg bruger på det. De piger jeg har der, har stået ved min side, hele vejen gennem det her forløb.
At rejse ud i verden og opleve noget nyt (i stille og roligt tempo), giver mig så meget med hjem, på alle konti, at det er en kæmpe "straf" ikke at kunne det.
Derfor holder jeg fast, og tager afsted, på trods af at det selvfølgelig går ud over min familie - jeg er jo ikke hjemme, når jeg ikke er hjemme. Derud over klarer de sig nu absolut udemærket uden mig i huset. Måske får de også en pause fra mors sygdom? Det er da i alt fald sundt nok for dem, at savne mig lidt :-)

Hvorom alting er, så er jeg tanket op til et stykke tid nu. Jeg glædes ved at føle, at det går fremad. Næste skridt er at finde et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer, uden at overbruge mig selv.

Så, nu igang med resten af dagen - tak fordi du læste med.

Pip pip, jeg strikker stadig ;-)

Færdigt arbejde. Og denne gang til mig selv. Den har ligget i UFO-kurven længe, men nu er den klar til brug. Opskrift fra Kreativ Strik nr. 1, 2013. Garnet er coast, købt på en cone hos Netgarn.dk på udsalg. Jeg er vild med farven, og skal nå at bruge den inden sommeren er helt ovre.

Sådan her lå den stadig i sidste uge, da jeg kom hjem fra Island. 

Næste UFO er fisket frem, og gode intentioner er godt, men jeg har altså også lige en ny tunika på rundpinden, jeg fik lige lyst til at strikke en til af dem med mønster.... Ups.