søndag den 28. februar 2016

Cobblestone sweater i tweedgarn

Denne blev færdig, og røg nærmest i skammekrogen med det samme.



Den krymbede 2 størrelser i vask. Pis-garn.

Nu ligger den og griner af mig, og jeg kan faktisk høre den, selvom min store søn forbarmede sig over mig, og lagde den ind i sit skab. Den var beregnet til Morten. Men, som det ses, passer den ginen perfekt....

Den er blød, og modellen er som ventet - farven er lidt mere fimset, end jeg normalt bryder mig om, men købestop er købestop, og der stod en hel cone af den på hylden.

Nu kan den så ligge dér, indtil jeg måske selv en dag får lyst til at tage den på - eller jeg klipper den op og syr den om til en sofapude.

Her er den efter første vask, hvor jeg prøvede at spænde den op, til den rigtige størrelse:


Og her up close, for mønsteret er faktisk ret fedt og opskriften god og velskrevet...


Man kan ikke være lige heldig hver gang.

lørdag den 27. februar 2016

Mere lager-strik..

Når jeg har det skidt, så strikker jeg. Og den seneste periode, har jeg strikket rigtig meget.
Nu har jeg det bedre, og så kan jeg skrive lidt, hvilket også er godt for hjernen.

Jeg har lavet denne lille sag:


Der er Kría, fra bogen Islandsk Strik. Den er så fin. Strikket i en tråd pladgarn, og klargjort til lynlås, i størrelse 1 år. Og så kan man jo sige, at det er godt der er et stykke tid, til den kan passe, eftersom montering af lynlås ikke er en af mine favoritter. Jeg kan bare rigtig godt li' der er lynlås i strik.

Den er tænkt til en lille pige, som måske ser sit første lys i disse dage? Hendes mor svarer ikke på sms'er, og det ligner hende ikke - så måske er der en fødsel igang?

Jeg glæder mig til at se den lille, uanset om det er nu, eller ej!


fredag den 26. februar 2016

Garnkøbestop = lagerreducering = udfordringer....

Jeg har længe haft købestop. Og i år, har jeg overholdt det!

Det giver nogle udfordringer, for hold da op, hvor har jeg været god til at forelske mig i et godt tilbud.... og hvor har jeg flere gange købt ind til en bluse til en af børnene, og så bare ikke lige fået strikket den, før der er for lidt garn - de vokser jo!

Det der, med at købe gode tilbud, er ikke noget jeg har arvet fra min mor, for hun gør det stadig. Hun får det slet ikke strikket, men så har hun jo en der kan arve det: Mig :-)

Senest har jeg været temmelig ihærdig med at få reduceret i skuffen med pladegarn. Det er et Islandsk garn, som er uspundet, og som nok har et lidt misforstået rygte om at være svært at strikke.
Jeg lærte at strikke i pladegarn, der i 80'erne. Ulempen ved garnet er, at mange og især mine børn, synes det kradser.

Interessen har derfor ikke været stor, for en trøje i det garn.

Men, så kom jeg hjem fra biblioteket med en bog der hedder Islandsk Strik. Og startede lige så stille på en trøje til Morten, og spurgte hvad han syntes. Og jubii, han er s'gu glad for den!

Den kommer her:



Jeg har ændret lidt i opskriften, bl.a. har jeg strikket den i en tråd pladegarn i stedet for Lett Lopi, som opskriften er beregnet til. Trøjen strikkes rundt, som jeg til enhver tid er fan af... Jeg slog 4 ekstra masker op, og strikkede dem vrang, så jeg lavede plads til opklip, da jeg gerne ville sætte lynlås i. Ellers ved jeg Morten ikke får den brugt.

Dvs. lynlåsen har han selv sat i, for min tålmodighed rakte ikke helt.

Men jeg er glad, han er glad og jeg håber han får den brugt.


Op på hesten igen....

Forsikringsselskabet sagde nej, til at give mig en invalidepension. Og igen sidder jeg med blandende følelser. Det var svært at se Morten blive ked af det, da han læste brevet. Jeg ved måske selv mere forberedt - nok fordi jeg i lang tid synes, jeg har skullet forberede mig på det værste. Og så er jeg også bare meget bedre til at håndtere et svar, for så kan jeg komme videre, end jeg er til at håndtere ventetid.

Nu er der igen kun én vej, og det er fremad. En fod foran den anden.

Forsikringsselskabet bad om en arbejdsprøvning, og det skal de få. Den nyeste, fra før jeg mistede mine sygedagpenge er 2 år gammel, så det er vel egentlig fair nok.

Så jeg var på kommunen i mandags. Der skal man nemlig møde op personligt, så det gjorde jeg. Der blev jeg efter 3 minutters samtale, sendt hjem igen, med besked om at de vender tilbage til mig.
Og så er endnu en ventetid startet. Gad vide hvor alvorligt de gider tage sagen, når jeg nu ikke skal have noget fra kassen?

Føljetonen starter her :-)

Vi har samtidig fået omarrangeret vores økonomi så meget, at vi kan blive boende her foreløbig. Det giver ro - men ikke råd til udsving.

Det gode (for der skal fandme være noget godt i det her) er, at jeg er kommet op af det dybe dybe hul, jeg havde gravet mig ned i, i sidste uge. Jeg ser lidt lysere på tingene, vi har fået talt om tingene igen her hjemme, jeg har været hos terapeuten og jeg øver mig på at samle op efter mig.... Der var én (ham jeg deler hovedpude med), der sagde til mig, at den mest synlige forandring herhjemme, det er manglen på oprydning. Du godeste hvor er jeg glad for, at det er det han synes fylder!

Nu skinner solen, og jeg har tænkt mig at prøve, at nyde det!


tirsdag den 9. februar 2016

Stopper det aldrig?

Selvom jeg var forberedt, har januar været rædselsfuld. Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal starte. Nok allerede i december.

Jul er ikke for sarte hjerner. Det er stressende. Forventninger der skal indfries, egne forventninger der skal holdes i  skak. Ønsker der er nærmest umulige at indfri (i alt fald de ikke-materielle) og håb om at komme bare nogenlunde hel ud på den anden side.

You name it, jul har bare det hele.

Jeg kom ud på den anden side, sådan ok-agtigt. Træt, men ok. Vi havde heller INGEN aftaler i juledagene, og foretog os stort set ingenting. Faktisk lavede jeg så lidt, at det lykkedes mig at glemme at ringe til mig far, på hans fødselsdag 2. juledag. Øv, altså.

Nå men, så var det at jeg i efteråret ikke havde fået kigget på min forskudsopgørelse. Og SKAT havde opdaget, at jeg havde et cvr.nr.. Og det var dumt. Det kostede fuld knald på skat og intet personfradrag på årets første udbetaling fra min TAE. Øv da også. Og skidt tidspunkt.

Og så startede januar ellers med en følelse af at være lettere bagud og flad.

Bankpension havde varslet, at mine udbetalinger på TAE stoppede pr. 31/1, dvs, ny vurdering hos Psykiater og ny venten på en afgørelse. Denne gang en afgørelse om, hvorvidt jeg skal have en livsvarig invalidepension.

Vi forsøgte at forberede os, på det besøg hos psykiateren. Og jeg forsøgte at forberede mig på, hvad "dommen" ville være. Selvom det er svært for mig at acceptere, viste jeg godt at jeg ikke ville gå derfra med besked om at være klar til det virkelige liv igen. Men altså, kan man overhovedet forberede sig?

2 timer hos Psykiater, og jeg er balret. Helt og aldeles. Beskeden var klar: Stort set ingen bedring i hovedet på de sidste 13 måneder. Det vidste jeg nok lidt godt, ikke? Men, jeg nåede ikke at behandle det, før jeg fik et opkald fra en veninde - jobbet jeg kun kunne drømme om, var ledigt nu! Og skulle søges nu. Så jeg måtte i tænkeboks. Kan jeg klare 12-15 timer? I så fald, på hvilke vilkår?

Jeg fik søgt job. Jeg var til samtale, og var totalt slået ud bagefter. Der sad en mand til samtalen, og fortalte mig, at hvis jeg blev ansat, var hans fornemste opgave, at kigge mig over skulderen..... Nå....
Jeg vidste straks, at det ville give mavepine og åndenød hver eneste gang, jeg skulle se ham. Ej, ikke smart vel? Så selvom jeg inderst inde, bare slet ikke ønskede det job, var jeg alligevel i syv sind. Familien var begyndt at glæde sig til, at der så kunne blive råd til at komme ud at rejse. Og det var jeg nok også lidt. Og det var svært igen at sætte mine egne behov over deres. For det synes jeg, jeg gør.

Jeg fik afslag på jobbet. Mine krav til arbejdstid matchede ikke deres ønsker. Heldigvis. Puha, sikke en lettelse. Jeg kunne slet ikke skjule min glæde, da jeg fik opkaldet - de har troet jeg er tosset.

Og så måtte Morten lige afsted til Tyskland til en kunde, med to timers varsel. Afsted tirsdag aften, hjem igen senest fredag, var planen. Onsdag ringede han, om vi kunne klare os til næste onsdag? Øh, ja. Og så blev vejret skidt, og det gik ikke efter planen, og så blev onsdag til lørdag - og så væltede jeg. Igen. 10 dage, alene med børnene, med dårlig søvn, ansvar og aftenaftaler 4 af hverdagene. Not cool.

Det tog mig over en uge, at blive bare sådan nogenlunde normal igen, og få smidt de depressive tanker. Så januar har været en lortemåned, hvor jeg har været gennem hele registeret. Lige fra at min livsforsikring ville gøre familien mere godt, end mit manglende bidrag til stort set alt i hjemmet - til at tude  af taknemlighed, over de søde mennesker der hjalp mig.

Heldigvis har vi nogle omkring os, som denne gang fornemmede, at den var gal, og kiggede forbi. Vi blev de sidste dage, vi var alene (børnene og jeg), forkælet med aftensmad leveret til døren, og var hos venner til aftensmad. Sikken forskel det gør!

Nu er vi godt inde i februar. Jeg har stadig ikke hørt et ord fra forsikringsselskabet. Vi har så vi kan klare os, men de næste måneder bliver ikke sjove. Det bekymrer mig, at vore økonomi er så usikker. Og sådan en bekymring gør kun ondt værre ift. den udbrændte hjerne.

Så de fleste dage er jeg træt og sover meget. Jeg er slidt og glemmer at have det sjovt med børnene. Jeg glemmer lidt af hvert, faktisk, så Morten er igen livsnerven i vores hjem.

Jeg prøver på at huske, at de bedste ting i livet heldigvis er gratis - jeg har et godt liv, efter omstændighederne.

At strik er min meditation, er slået helt fast i januar. #Nytårsforsætstrik10, er overstået for længst, jeg er igang med nr. 11 og 12......




Men nej, det stopper nok aldrig.

mandag den 1. februar 2016

Vera Cardigan fra Krittewitt.

I lørdags var vejret bare sådan januar-kedeligt. Rigtig vinter er for mig sne og sol, og lørdag var regn og blæst. Inspireret af et billede på Instagram, som Krittewitt havde lagt op, fik jeg lyst til at strikke endnu en lille sag, af alle de mange rester - ganske i tråd med mit #nytårsforsætstrik10
Så det gjorde jeg. Startede ved middags tid, og den sidste knap var på 23.30. Men det var som sædvanligt heller ikke mig, der lavede aftensmad - den klarede køkkenchefen, heldige mig.

Denne er nr. 9(!) af de ti, det var en meget produktiv januar måned.



Opskriften hedder Vera Cardigan, og var super velskrevet og nem at gå til. Når mønsteret er gentaget et par gange sidder det i fingrene, og så er det ellers bare derudaf.


Den er strikket i bomuld/uld og mohair, som giver en blød og varm trøje. Str. 3-6 mdr er lille bitte og såååå fiiiin!



Knapperne er nogle jeg har købt engang via Facebook, og er sådan en lille smule Liberty-agtige, synes jeg. De er fine her!



Fingenser til Sannah

Sannah har længe ønsket sig en Bølgegenser eller en Høstgenser (Fingenser fra Anett Opheim). Begge dele har jeg tøvet lidt med, for jeg st...